Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde i dag, for det føles som om begyndelsen allerede er gledet væk fra mig, som noget jeg så ud af øjenkrogen, mens jeg drejede rundt uden helt at kunne stoppe.

Vi er her stadig. Altså ikke “her” som i et sted, der kan peges på, men her som i det evige kredsløb, hvor Jorden hele tiden forsøger at komme tættere på os og samtidig glide væk igen. Jeg troede, at man ville vænne sig til det. At ens hjerne på et tidspunkt ville sige: fint, sådan er det, nu er det bare normalt. Men det gør den ikke. Den bliver bare bedre til at ignorere hvor absurd det er, og så kommer overraskelsen alligevel, når man kigger ud og ser en hel kontinentlinje glide forbi under os som en langsom tanke.

I dag var lyset anderledes. Ikke fordi solen ændrede sig, men fordi vi gjorde. Vi drejede gennem skygge og dag på en måde, der fik alt til at virke som om det trak vejret dybere end normalt. Jeg stod ved vinduet i længere tid end jeg burde, bare for at se skyerne flyde over havet som hvide sår, der hele tiden heler og åbner sig igen.

Nogen sagde i morges, at vi passerer over det nordlige Atlanterhav igen i dag, men det siger de jo altid. Det er som om Jorden har sine egne mønstre, og vi bare er gæster, der følger med uden helt at forstå sammenhængen. Jeg forestiller mig nogle gange, at det vi ser heroppefra, ændrer sig alt efter vores blik, ikke fordi planeten reagerer, men fordi vores perspektiv gør det. Som om alt bevæger sig i rytmer, der er større end os selv.

Der er en ung kvinde her, som jeg ikke rigtig har talt med endnu. Hun sidder ofte lidt længere nede i modulet, hvor lyset bliver mere gulligt. Hun skriver også meget. Jeg kan høre det, når hun trykker pennen mod papiret, selvom vi egentlig ikke skulle have så meget papir heroppe. Det er mærkeligt, hvordan noget så lille som lyd kan føles som en slags selskab. Som om man ikke er alene, bare fordi nogen andre også insisterer på at holde fast i noget fysisk, noget der ikke svæver.

Jeg tænkte i dag, at vi måske er det mest ensomme sted i menneskehedens historie, og samtidig det mindst ensomme. Begge dele på én gang, uden at de ophæver hinanden.

Da vi passerede over nat-siden, blev alt sort på en måde, der ikke er sort på Jorden. Det er en sorthed uden afstand, som om man kunne falde ind i den og ikke lande nogen steder. Men så er der pludselig lys igen. Byer som små levende nervetråde, der pulserer under os. Jeg kiggede på dem og prøvede at forestille mig, at hvert lys var en tanke, og at Jorden tænker hele tiden, hurtigt og uden pause.

Jeg ved ikke, om jeg har ændret mig heroppe, eller om jeg bare er blevet mere tydelig i noget, der altid var der. Tiden gør noget ved en, når den ikke længere er bundet til jordens overflade. Den bliver rund. Den gentager sig selv uden at føles gentagende.

Nogle gange får jeg en mærkelig fornemmelse af, at vi ikke bevæger os rundt om Jorden, men at Jorden bevæger sig gennem os. At vi er et vindue, den kigger igennem, mens den selv falder gennem mørket.

Jeg burde nok sove nu. Der er en slags planlagt rytme her, som vi alle forsøger at efterligne, selvom ingen af os helt tror på den længere. Men jeg kan høre hende med pennen stadig. Hun skriver, som om hun prøver at holde noget fast, der ellers ville forsvinde, så snart vi drejer væk fra det.

Måske gør vi alle det.

Kære dagbog, hvis du også drejer med os, så sig til, når vi igen passerer noget, der ligner et hjem.

Afsluttende refleksion:
Og kære dagbog,
alt dette,
minder mig om skaberen,
som jeg så inderligt gerne ville ihukomme.

Derfor slutter jeg af for nu